1997

   Spørgsmål stilles i Retsudvalget om lovmæssige rammer for omskæring af drenge

Den 22. januar 1997 stiller Folketingets Retsudvalg spørgsmål nr.168 til sundhedsministeren om de lovgivningsmæssige rammer for omskæring af drenge:

"Hvilke lovmæssige og lægelige regler findes for omskæring af drenge, hvem har lovmæssig ret til at udføre denne handling, kan der dispenseres fra dette, og kan omskæring ske andre steder end på et hospital?"

Af sundhedsministerens svar fremgår at ministeren har bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse, hvoraf styrelsens opfattelse af de lovgivningsmæssige rammer fremgår:

"Der er ingen lovgivning, der specifikt regulerer omskæring af drenge. Generelt for operative indgreb gælder imidlertid, at disse alene må udføres af autoriserede læger. Dette følger af lægelovens § 25, stk. 2. Enhver læge med ret til selvstændigt virke har således principielt mulighed for at omskære drenge."

Med hensyn til hvor omskæring kan udføres, oplyser Sundhedsstyrelsen, at det kan ske i såvel speciallægepraksis som på hospital.

   Forslag til lov mod kvindelig omskæring, afvises af folketinget

Den 6.maj 1997 afgiver Retsudvalget betænkning om L65, lov om forbud mod omskæring af kvinder. Lovforslaget 2.behandles den 6. maj 1997, og sendes derefter til udvalgsudvalgsarbejde i Retsudvalget. Udvalget afgiver tillægsbetænkning den 22. maj, og 3.behandling sker den 28.maj, hvorefter lovforslages forkastes, idet 48 (V, KF, FP og DF) stemte for, 62 (S, Birthe Rønn Hornbech (V), Jens Løgstrup Madsen (V), Ulla Tørnæs (V), SF, RV, EL og CD) imod. Modstanden mod forslaget var primært, at flertallet ikke mente at der var grund til at lovgive mod noget der allerede var forbudt af straffelovens generelle voldsbestemmelser.

I forbindelse med behandling af lovforslaget afgav Justitsministeren følgende svar med relation til omskæring af drenge:

    Artikel 24, stk. 3, i FN's konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder er sålydende:

    "Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed."

    Alle former for ritualer, som kan være skadelige for børns sundhed, må antages at være omfattet af artikel 24, stk. 3. Efter Justitsministeriets opfattelse omfatter traditionsbundne ritualer, som er sundhedsskadelige for børn, omskæring af piger. Omskæring af piger må betegnes som lemlæstende indgreb og kan aldrig være medicinsk indikeret. Ifølge foreliggende oplysninger fra Sundhedsministeriet kan omskæring af drenge ikke betragtes som sundhedsskadeligt og kan i visse tilfælde være medicinsk indikeret. Omskæring af drenge finder antagelig sted i Danmark også af religiøse og kulturelle grunde.

    Sundhedsstyrelsen har i øvrigt tidligere oplyst, at man ikke i øvrigt er bekendt med, at traditionsbundne ritualer, som kan være skadelige for børn, udføres i Danmark.

===> 1998