Rituel omskæring af drengebørn



Ugeskr Læger 2001;163(8):1049

LÆSERBREV

»First do no harm« er et godt valgsprog for enhver læge, og nødvendigheden af en fornuftig indikation i forbindelse med enhver behandling er en del af vores børnelærdom. I tilfældet rituel omskæring af drengebørn synes vi dog helt at glemme eller fortrænge, at behandling skal have et fornuftigt sigte, der som minimum opvejer risiko og bivirkninger.

Rituel omskæring af drengebørn er, i modsætning til omskæring af piger, tilladt i Danmark. Det finder sted i sygehusregi i enkelte amter og i speciallæge-praksis i andre. De jødiske omskæringer foretages i Danmark ved overrabineren under tilstedeværelse af en læge med B-autorisation (Michael von Magnus, personlig meddelelse).

Rituel omskæring foretages under henvisning til forældrenes religiøse ret og uden medicinsk indikation. Læger har ikke lovmæssig ret til at undsige sig medvirken (Maj Vigh, Lægeforeningens etiske udvalg, personlig meddelelse), men det er min erfaring, at afslag på medvirken bliver mødt med forståelse. Der blev i 1996 foretaget 320 indgreb indberettet til Landspatientregisteret (1).

Hvad er så vore argumenter for at foretage disse indgreb på børn?

Vi foretager dem under henvisning til religionsfriheden. Det vil sige, at vi vægter forældrenes ret til at udøve deres religion tungere, end vi vægter beskyttelsen af barnet. Vi accepterer dermed også, at barnet allerede som lille bliver fastlåst til forældrenes tro ved vores medvirken. En omskåret person kan for eksempel blive afvist, hvis vedkommende senere vælger at blive hindu.

Religionsfrihed er en ret for det enkelte individ, men ikke det ene individs ret til at bestemme over det andet. Ved at respektere forældrenes religiøse ret, krænker vi i dette tilfælde barnets. Hvor går grænsen for, hvilke indgreb vi som læger vil medvirke til under henvisning til religionsfriheden?

Vi foretager indgrebet under henvisning til, at det ellers ville blive foretaget af ukyndige personer med deraf følgende større risiko.

Det var det argument læger og sygeplejersker brugte som undskyldning i retsopgøret efter 2. verdenskrig for deres overgreb i fængsler og lejre, og det er det argument læger bruger for deres tilstedeværelse under tortur. Det er ikke lægeetisk korrekt at medvirke til noget forkert blot med henvisning til, at andre i givet fald ville have gjort det værre. Hvor går i øvrigt så grænsen for, hvad vi skal deltage i for at sikre kvaliteten. Skal vi også foretage piercing og tatovere?

Det er et lille indgreb uden væsentlige bivirkninger.

Det har førhen været den generelle holdning og er * som nedenfor anført * også baggrunden for den skelnen, der findes på kønnene i lovgivningen vedrørende omskæring. Der er imidlertid i de sidste år dukket en række betragtninger op, der vel ikke kan negligeres. Blandt disse er en artikel i British Journal of Urology, hvor forfatterne konkluderer, at forhuden er et rigt innerveret føleorgan af langt større sensibilitet end glans penis (2). Det passer overens med de enkeltstående oplysninger man som kirurg får af de patienter, der senere i livet er omskåret af anden årsag: Følsomheden bliver nedsat og udbyttet af samleje mindre. Hvordan det forholder sig med mænd, der allerede er omskåret i barnealderen, kan vi jo kun gisne om.

De har aldrig oplevet et samleje med en intakt penis, og har derfor ikke mulighed for at vurdere et eventuelt føletab. Herudover er der de bivirkninger, vi kender fra ethvert andet kirurgisk indgreb: smerter, blødning, infektion, arvævsdannelse, arvævssmerter, anæstesikomplikationer * hyppigheden er ikke opgjort i Danmark. Dette skal ses i relation til, at indgrebet ikke er medicinsk indiceret.

Det er ikke vores ansvar at tage stilling til, hvad forældre gør ved deres børn. Operationer er i strafferetlig forstand legemesbeskadigelse.

Det eneste, der diskulperer, er indikationen (1). I så henseende betyder samtykke intet, så forældrenes anmodning kan ikke erstatte en anstændig indikation. Desuden har vi jo i andre tilfælde valgt at tage beslutningsmyndigheden fra forældre for at beskytte børnene.

Det er i følge dansk lovgivning tilladt at få indgrebet foretaget.

Ja, og det vil det fortsat være, så længe vi stiltiende vælger at lægge kniv til. Retsudvalget stillede den 10. marts 1997 spørgsmål til justitsministeren vedrørende fortolkningen af FN's børnekonvention, og justitsministeren svarede, at omskæring af drenge * ifølge oplysninger fra Sundhedsministeriet * ikke kunne betragtes som sundhedsskadelig. Lovgiverne tager ikke stilling til indikation, og de er ikke, som vi, opdraget til at vægte fordele mod ulemper. De henter deres stillingtagen i sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen. Ved vores stiltiende accept, bærer vi et stort ansvar for den manglende debat. Vi blåstempler indgrebet ved vores deltagelse.

Abdallah & El-Batran (3) argumenterer for rituel omskæring i sygehusregi under henvisning til, at komplikationerne er færre og smertevarigheden kortere, nemlig 4-5 dage efter operation i sygehusregi imod 5-8 dage efter operation uden for sygehus. Man savner den helt naturlige konklusion: At undladelse af denne ikke medicinsk indicerede operation ville have givet en smertevarighed på 0 dage og ingen komplikationer.

Danmark har tiltrådt FN's børnekonvention, hvor der i artikel 24 stk. 3 står, at deltagerstaterne forpligter sig til at tage alle passende og effektive forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, der er til skade for børns helbred. Det har vi taget konsekvensen af i vores forbud mod omskæring af piger, men vi har ladt drengene i stikken.

Rituel omskæring af børn er et ikke-medicinsk indiceret, irreversibelt indgreb med ubelyst bivirkningsspektrum og -hyppighed alene på forældrenes anmodning. Det er en krænkelse af individets autonomi og et brud på FN's konvention om børns rettigheder. Ingen læge burde medvirke til sådanne indgreb, og ideelt burde det sidestilles med kvindelig omskæring og forbydes ved lov i Danmark.

Odense

Katrine Søe