Politisk nej til omskæring på sygehuse



7. DEC. 2002

RIKKE EGELUND

Når det drejer sig om religiøs omskæring af smådrenge, er politikerne enige: Det er ikke en opgave for de offentlige sygehuse. De rituelle indgreb må ske hos speciallæger- og forældrene må selv betale.

''Personligt har jeg ingen problemer med, at forældre vælger at få deres drenge omskåret. Det skal bare ikke være en offentlig opgave'', siger den radikale Naser Khader, som mener, at de fleste muslimer allerede selv bekoster indgrebet.

Der skal være sundhedsmæssig grund Ligesom Khader ønsker hverken Dansk Folkeparti, Venstre eller Socialdemokratiet at forbyde omskæring af drenge - de vil blot have, at lægerne på offentlige sygehuse kun laver indgrebet, når der ligger sundhedsmæssige årsager til grund.

''Det må være et af de områder, hvor vi siger, at det ikke er rent medicinsk nødvendigt. Hvis folk vil have det gjort, så må det ske for egen regning'', siger Lone Møller (S). Hun frygter dog, at 'køkkenbordsomskæringer' vil gribe om sig. Derfor ønsker hun, at det bliver muligt at henvise til en speciallæge af sociale årsager.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Men hans partifælle, sundhedsordfører Jørgen Winther, ser gerne, at amterne selv bliver enige om at holde omskæringerne ude af sygehusene. Det samme gælder de radikale. Også S er bekymret for, at Folketinget bliver smagsdommere. Dermed er kun Dansk Folkeparti klar til at lovgive mod omskæringer i offentligt regi.

Men et nej fra de offentlige sygehuse kan betyde, at flere drenge får varige skader, mener læge Said A. El-Batran.