Kronik: Holocaust og albuerum af Samuel Rachlin

Offentliggjort 4. januar 2003 03:00

Kronik: Holocaust og albuerum

Af Samuel Rachlin, journalist, Købehavn

Der er vel ikke andet at konstatere end, at tiderne ændrer sig, og grænsepælene bliver flyttet lidt efter lidt i frisindets og tolerancens navn - og i den forkerte retning, skriver kronikøren efter en holmgang med dagbladet Politiken.

Lau Sander Esbensen har en dårlig sag. Det har Politiken også. Den bliver ikke bedre af, at de begge bliver ved med at holde fast, for de har fat i den forkerte ende og trækker i den forkerte retning.

Det drejer sig ikke om omskæring af drengebørn. Det er muligt at det emne er væsentligt for nogen, og for min skyld kan Esbensen og Politiken fortsætte den diskussion til hudløshed og starte en ny folkebevægelse. For mig drejer det sig om det udsagn i Lau Sander Esbensens kronik, der ikke kan og ikke må stå uimodsagt.

Men lad mig først slå fast, at jeg i min kommentar 29/11. understreger, at jeg har ingen grund til at tro, at Esbensen er antisemit, eller at Politiken er en antisemitisk avis. Jeg har ikke beskyldt nogen for at være antisemit. Det vil jeg gerne gentage højt og tydeligt samtidig med, at jeg gentager, at både Esbensen og Politiken har et forklaringsproblem. Hvordan skal man forstå og forholde sig til følgende udsagn:»Dels er der en generel berøringsangst over for kritik af jødiske interesser. Holocaust har trukket et spor af skyld gennem Europas moderne historie, som mange gange har givet de jødiske argumenter et overdrevet albuerum, et albuerum, de har forstået at drage nytte af (det er ikke noget, jeg finder på, det siger de sådan set selv - nogle af dem!)«

Esbensen har i et indlæg (4/12) forklaret, at der er tale om en misforståelse. I sit seneste indlæg (14/12) skriver han, at det var »en uheldig formulering«. Tøger Seidenfaden skriver i sin søndagskommentar (8/12) at det er en »overflødig og uklog passage«, men tilføjer i næste sætning, at den »ikke nødvendigvis er forkert«. I lederartiklen (14/12) bliver udsagnet reduceret til »et par sætninger i et debatindlæg".

Sagen er, at det ikke bare er et par ligegyldige sætninger i en ligegyldig avis, i et tilfældigt debatindlæg. Der er tale om en af landets ansete aviser, hvor kroniken nyder særlig respekt og prestige. Udsagnet indeholder velkendte koder, som man forbinder med racisme og antisemitisme og spiller op til alle dem, der nærer de følelser og dyrker de holdninger.

Udsagnet bliver ikke taget ud af en sammenhæng - det bliver taget, som det er skrevet totalt uden sammenhæng med kronikens emne. Her drejer det sig ikke længere om omskæring, men om "jødiske interesser". Dernæst bliver der foretaget et kunstgreb, som er kendt og velbeskrevet. Man gør offeret til synder. Ofrene for Holocaust har forstået at drage nytte af skyldfølelsen efter Holocaust. Det vil sige at jøderne har udnyttet forbrydelsen imod dem til at skaffe sig særlige privilegier i samfundet, de har sikret sig et særligt rum. Et albuerum. Et overdrevet albuerum. Ordet "albuerum" er i sig selv et ord, der er ladet med negativ betydning og fremkalder ganske bestemte billeder.

Til sidst bliver der sat trumf på med endnu en velkendt kode - det er ikke mig, der siger det. Det er dem selv, der siger det. Synderen går til bekendelse. Enhver, der kender blot en smule til Europas fortid, vil kunne genkende metoden og ordvalget. Man må formode, at en historiker er endnu mere opmærksom på det end de fleste andre. Koderne er forståelige for dem, der afsender dem, og dem, de er beregnet for. De fleste andre opdager dem ikke, og en del andre foretrækker at råbe paranoia efter dem, der standser op og siger: »Hov, her er noget galt.«

Udsagnet har slået mig med undren og med bekymring. Jeg er ikke paranoid. Jeg ser ikke spøgelser ved højlys dag. Men jeg forbeholder mig ret til at stille spørgsmål og sige fra, når jeg læser noget, jeg ikke har set før i en dansk avis, og noget jeg ikke vil kunne læse i nogen af de udenlandske aviser og blade, jeg læser. Jeg er bekymret over, at den slags kan passere, men problemet ville for alvor være akut, hvis jeg holdt mig tilbage og lod være med at sige fra. Hvis jeg dukkede mig, sådan som flere bekendte har foreslået med bemærkninger om, at det måske kun vil gøre ondt værre. De må enten have opgivet allerede eller tro, at det onde vil forsvinde af sig selv, hvis man blot tier stille.

Det er svært at se, hvad det er, der kan misforstås i det udsagn. Det er et klokkeklart budskab. Det er ikke kun en "uheldig" formulering. Den er dybt krænkende og foruroligende, fordi avisen lader den stå upåagtet og uimodsagt. Når chefredaktøren rykker kronikskriveren til undsætning og siger, at udsagnet ikke nødvendigvis er forkert, så bliver avisens forklaringsproblem endnu større.

Derfor vil jeg endnu engang tillade mig at bede om en forklaring og spørge, hvordan har jøderne udnyttet Holocaust? Hvad er det for et albuerum, jøderne har skaffet sig? Hvor ligger det henne? Hvad er de "jødiske interesser"? Hvilke fordele og privilegier, har jøderne opnået? Hvad er det, de siger selv?

Esbensen skriver (14/12), at Holocaust har efterladt sig "bevidsthedsspor" i verden, hvad det så end måtte betyde. Jeg kan kun sige, at jøder over alt i verden har Holocausterfaringen under huden og en hel del har den stadig oven på huden i form af de tatoverede numre fra KZ-lejrene. Det er ikke noget, man tager let, og det er bestemt ikke noget man spøger med. 700 mennesker (ikke 600 som Politiken konsekvent skriver) fra hele Danmark har med deres underskrifter fortalt, at de deler den samme bekymring,

Problemet er, at utilsigtet racisme og antisemitisme har samme effekt som den direkte, utilslørede og målrettede racisme. Det er lige så alvorligt og skadeligt som den ægte vare og kan få de samme konsekvenser, for hvis det kan stå uimodsagt i en avis som Politiken, kan det let forlede nogen til at tro, at nu er der fri bane, især når man ser det i sammenhæng med nogle af de andre udsagn, der har stået i Politiken.. Et budskab tilsløret af koder og hentydninger er med til at skabe det offentlige rum, hvor racismen på ny kan finde en grobund.

Paranoia? Nej, blot en af historiens bitre erfaringer. Hvis der havde været flere af den slags paranoide, kunne det være, at man havde oplevet færre ulykker og folkedrab i det 20. århundrede.

Men nutiden vrimler også med eksempler. I USA oplever man for øjeblikket et intenst politisk opgør omkring senator Trent Lott, republikanernes førstemand i Senatet. Ved senator Strom Thurmonds 100-års fødselsdag forleden, sagde Lott, at han og hans stat, Mississippi, havde stemt for Thurmond , da han var opstillet som præsident-kandidat i slutningen af 1940-erne. »Og hvis resten af landet havde fulgt vores eksempel, så ville vi ikke have haft alle de problemer, vi har haft i årene siden da,« tilføjede Lott. Der gik nogle dage, inden medierne gennemskuede kodeordene i det udsagn, men så eksploderede sagen som en kæmpeskandale.

Pludselig kom medierne i tanke om, at Thurmond var en fuldblods-racist og gik i sin kampagne ind for at opretholde raceadskillelse og imod enhver form for integration af de sorte. Lotts udsagn var ikke til at misforstå, da man først gennemskuede koderne.

Skandalen fik præsident Bush til offentlig at tage afstand fra Lott, som selv fremsatte en stribe offentlige undskyldninger og beklagelser af sine ord. Han betegnede dem som utilstedelige og helt uacceptable. Men vreden lagde sig ikke, og som mange forudsagde, endte sagen med, at Lotts "uheldige" formulering kostede ham stillingen som republikanernes førstemand i Senatet.

Efter Politikens reaktion regner jeg ikke længere med, at Politiken vil tage afstand fra udsagnet i Esbensens kronik. Jeg regner endnu mindre med en beklagelse og slet ikke en undskyldning. Politikens leder (14/12) efterlader ingen tvivl om, at formuleringen ikke er racistisk, for så havde man grebet ind. Den logiske slutning er altså, at der ikke kan være noget racistisk ved Esbensens udsagn, for så havde den jo ikke stået i Politiken.

Lederen pointerer, at der må være vide rammer for den offentlige debat. På det grundlag foretrækker Politiken rollen som den forurettede og fornærmede part. Det synes jeg er synd for Politiken og den tradition for frisind og tolerance, man påberåber sig. Men der er vel ikke andet at konstatere end, at tiderne ændrer sig, og grænsepælene bliver flyttet lidt efter lidt i frisindets og tolerancens navn - og i den forkerte retning.