Omskæring af drenge forbydes ikke



Morten Rasmussen, Karin Dahl Hansen | 5. december 2003

Trods anbefaling fra Børnerådet afviser politikerne at stoppe omskæring af drenge Jøder og muslimer vil fortsat kunne omskære deres nyfødte drengebørn, til trods for at Børnerådet anbefaler, at denne praksis forbydes.

Børnerådet, der skal rådgive Folketinget og regeringen i spørgsmål om børns vilkår, mener, at det religiøse indgreb krænker den enkeltes ret til at bestemme over sin egen krop. Men flertallet af politikerne på Christiansborg vægter den religiøse praksis tungere.

- Der er stor forskel på mandlig og kvindelig omskæring, og den omskæring, drenge får, er ikke af en sådan beskaffenhed, at det bør forbydes. Det er en religiøs ritus, siger retsordfører Jann Sjursen (KD).

Også de konservative henviser til, at der er tale om et langt mindre omfattende indgreb hos drengene end pigerne og ser derfor heller ingen grund til at følge Børnerådets anbefaling.

- Omskæring af piger har indflydelse på deres senere seksualliv og er et indgreb på hele deres sjæl. Så vidt jeg ved, er der ikke nogen efterfølgende virkning hos drenge, og hvis ikke, det er tilfældet, synes jeg, vi skal holde os fra det, siger sundhedspolitisk ordfører Else Theil Sørensen (K).

Den radikale sundhedsordfører, Naser Khader, kan godt forstå mange af argumenterne mod omskæring, men er alligevel modstander af et forbud.

- Jeg frygter, at man med et forbud vil kriminalisere to store befolkningsgrupper, jøderne og muslimerne, for et indgreb, som slet ikke bør sammenlignes med kvindelig omskæring. Vi må forstå og acceptere, at omskæring er en så vigtig del af især jødernes religiøse identitet, at et forbud vil opfattes som et meget voldsomt indgreb i den jødiske selvforståelse, siger Naser Khader.

''Et ganske lille indgreb''

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Birthe Skaarup, er en af de skarpeste kritikere af kvindelig omskæring, men har derimod ikke noget ønske om at forbyde omskæring af drenge.

- Kvindelig omskæring er direkte lemlæstelse, mens omskæring af drenge er et ganske lille indgreb uden konsekvenser i langt de fleste tilfælde. I USA er omskæring af drenge ikke kun begrænset til muslimer og jøder, men er meget udbredt af hygiejniske årsager. Så jeg mener slet ikke, at de to ting kan sammenlignes, siger Birthe Skaarup.

I SF mener Anne Grete Holmsgaard derimod, at man bør begynde at diskutere spørgsmålet.

- Selv om det ikke er så voldsomt et indgreb, har jeg det personligt sådan, at man ikke skal lave indgreb på børn, når der ikke er nogen fysisk årsag til det. Man bør begynde at diskutere det i de muslimske og jødiske kredse, og det ville være fint, hvis nogle af de voksne mænd kunne fortælle om det. For jeg tror også, det påvirker seksualiteten, siger Anne Grete Holmsgaard.

Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, ønsker ikke at kommentere Børnerådets forslag om et forbud.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk