Forplumret omskæringsdebat



Af Henrik V. Blunck | 4. maj 2005

OMSKæRING Kim Sejrs vrøvl om omskæring er enten stemmefiskeri eller uvidenhed, som puster til antisemitismen Man aner knapt, om det er jagten på stemmer, der får Kim Sejr til på vegne af sin forening mod drengeomskæring at udtale sig som han gør i Kristeligt Dagblads spalter den 27. april.

Enhver læge vil kunne bekræfte, at der er en væsentlig forskel imellem omskæring af drenge og piger. I de kulturer, hvor kvindelig omskæring foretages, er dette for at frarøve kvinden nydelsen ved sex. Hvis Kim Sejr var en anelse mere bekendt med jødedommen, ville han være klar over at dette ikke er tilfældet i jødedommen. Her forventes det faktisk, at seksualiteten medvirker til gensidig nydelse.

Når formanden for denne forening således inddrager dødsstraf for utroskab, homoseksualitet og blasfemi er der tale om ren fordrejning, og foreningen deltager derved i en voksende antisemitisme som igen og igen er med til at forplumre debatten.

Realiteten er, at det tidligere var op imod 75 procent af alle amerikanske drengebørn, der blev omskåret. Dette uanset religiøs overbevisning.

Som den oprindelige artikel (''Det Etiske Råd åben for debat om omskæring af drenge'' - tirsdag den 26. april) omtalte, så er risici forbundet med omskærelse væsentligt mindre ved omskæring enten ved fødslen eller på ottendedagen i forhold til at skulle vente til 15-års alderen.

Det Etiske Råd skal jo nu angiveligt til at tage mange forskellige hensyn, når nye foreninger springer op med hver sin kæphest. Personligt finder jeg det som endnu et ligegyldigt forsøg på at indskrænke den personlige frihed, at man nu også skal til at lovgive om forhud. Men man skulle måske starte en forening til standardisering af sofapuders hårdhed, så man også beskytter andre lignende legemsdele i samme område?

Henrik V Blunck,
Bakkevej 20,
Dianalund