Spørgsmål 96-99 fra Sundhedsudvalget, stillet den 18. november 2008, og besvaret af ministeren den 25. februar 2009.
Spørgsmål 96: "Ministeren bedes oplyse i hvilket omfang, der efter autorisationsloven eller anden lovgivning, kan ske gennemtrængning/brud eller fjernelse af huden, for at der er tale om et operativt/kirurgisk indgreb, der forudsætter, at det alene kan udføres af en autoriseret læge". Svar: "Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen:
Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at det fremgår af § 74, stk. 2, i lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke må foretage operative indgreb, medmindre andet er særligt lovhjemlet. ”Operativt indgreb” defineres almindeligvis som et indgreb, der medfører gennem- brud af hud, væv eller slimhinder, eller et indgreb med indførelse af apparatur i de naturlige legemsåbninger, uanset om det foretages i diagnostisk eller terapeutisk øjemed. Det fremgår af bemærkningerne til autorisationsloven, at det er forbeholdt læger at foretage operationer, hvad enten disse foretages med et terapeutisk eller et ikke- terapeutisk formål, og at det tillægges vægt i forbindelse med visse mindre indgreb, hvor der hovedsaglig er tale om gennembrud af huden, at der er tale om et ikke- terapeutisk formål. Det fremgår endvidere, at tatovering, såkaldt scarification og piercing derfor ikke regnes for at være operative indgreb, men at et indgreb, der er foretaget uden terapeutisk formål, regnes for et operativt indgreb, hvis det er mere omfattende end tatovering, scarifikation eller piercing. Et eksempel på dette er omskæring af drenge. Omskæring af drenge er således et indgreb, som det er forbeholdt læger at udføre.
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse og i øvrigt vedrørende lægers mulighed for at anvende medhjælp til udførelse af operative indgreb henvise til besvarelsen af spørgsmål 97."
Spørgsmål 97: "Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang der er givet dispensation fra autorisationsloven, der indebærer, at andre kan udføre et indgreb, hvor der sker gennemtrængning af hudens forskellige lag/fjernelse af hele stykker hud" Svar: "Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen:
”Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at der ikke i henhold til autorisationsloven er mulighed for at dispensere fra bestemmelsen i lovens § 74, stk. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke, medmindre andet er særligt lovhjemlet, må foretage operative indgreb. Det fremgår imidlertid af autorisationslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit virke, herunder ved brug af medhjælp. Det er således muligt for læger at benytte medhjælp til at udføre omskæring af drenge. En læge skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelsen af sin medhjælp. Idet der er tale om overdragelse af opgaver, der er forbeholdt den autoriserede sundhedsperson at udføre som følge af dennes uddannelse, skal den autoriserede sundhedsperson i særlig grad sikre sig, at medhjælpen har de kvalifikationer, der er nødvendige for at udføre opgaven. En læge skal ligeledes udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved instruktion af sin medhjælp, hvilke vil sige, at lægen skal sikre sig, at medhjælpen har fået klar og entydig instruktion i at udføre den overdragne forbeholdte opgave. Det vil også sige, at lægen skal sikre sig, at medhjælpen har forstået instruktionen, som derfor skal være af et sådant omfang, at der ikke på noget tidspunkt kan være tvivl om, hvor langt bemyndigelsen rækker. Dette indbefatter, at medhjælpen skal være bekendt med de foranstaltninger, som er krævet for at udføre den overdragne forbeholdte opgave, ligesom medhjælpen skal instrueres i at kunne behandle eventuelle komplikationer, herunder skal gøres bekendt med, hvornår der skal tilkaldes relevant hjælp. Endelig skal en læge udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved i fornødent omfang at føre tilsyn med medhjælpens virksomhed. Omfanget af tilsynet afhænger bl.a. af medhjælpens erfaring og kompetence i relation til den konkrete forbeholdte opgave. Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse skal lægen i relation til omskæring af drenge være til stede under indgrebet, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9267 af 23. maj 2005 om omskæring af drenge. Lægen er ansvarlig for det udførte indgreb, så længe medhjælpen holder sig til lægens instrukser.”
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse."
Spørgsmål 98: "Ministeren bedes oplyse, om omskæring, hvor der sker fjernelse af forhuden på en dreng, er at betragte som et kirurgisk indgreb". Svar: "Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig: ”Sundhedsstyrelsen skal henvise til udtalelsen vedrørende spørgsmål 96”."
Spørgsmål 99: "Formålet med lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed er bl.a. at styrke patientsikkerheden og beskytte borgerne/patienter mod kvaksalveri. Finder ministeren at drengebørn, der omskæres af private personer ud fra religiøse eller traditionelle forhold, er udsat for behandling, der kan ligestilles med kvaksalveri?". Svar: "Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen: ”Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at autorisationslovens § 73 regulerer spørgsmålet om kvaksalveri. Det fremgår af bestemmelsen, at en person, der ikke har autorisation efter autorisationsloven, kan behandle syge, men at den pågældende i den forbindelse dog ikke må udsætte nogens helbred for påviselig fare. Det vil dog ikke efter denne bestemmelse være muligt for en person at behandle syge med en behandling, det er forbeholdt en autoriseret sundhedsperson at udføre. Omskæringen vil dermed ikke kunne ligestilles med kvaksalveri. En person uden autorisation som læge og uden at være medhjælp for en læge vil således ikke med hjemmel i § 73 kunne foretage omskæring af drenge. Såfremt en sådan person foretager omskæring af en dreng og her ved udsætter drengens helbred for påviselig fare, vil vedkommende ikke blive straffet for overtrædelse af § 73, jf.§ 87. Vedkommende vil i stedet blive straffet for overtrædelse af § 74, stk. 2, jf. § 89. Straffen er fængsel i indtil ét år, under formidlende omstændigheder bøde.”
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse og desuden henvise til besvarelserne af spørgsmål 96 og 97.
Spørgsmål 112-116 fra Sundhedsudvalget, stillet den 21. november 2008, og besvaret af ministeren den 25. februar 2009.
Spørgsmål 112: "De tidligere amtskommuner kunne selv tage stilling til, om det skulle være en gratis sundhedsydelse at få sit drengebarn omskåret. Ministeren bedes oplyse, hvad reglerne på området er i dag." Svar: "Ifølge Sundhedsstyrelsen er rituel omskæring operationsteknisk identisk med operation for forhudsforsnævring. Denne operation udføres på regionale sygehuse og hos praktiserende speciallæger i kirurgi. Operation for forhudsforsnævring er en sygehusopgave i sundhedslovens forstand, jf. § 74, stk. 1, som regionerne er forpligtet til at tilbyde. Rituel omskæring er der-imod ikke en sygehusopgave, idet der ikke er tale om behandling af en sygdom, skade eller anden tilstand, som kan ligestilles her med. Det er derfor min klare opfattelse, at rituel omskæring ikke er en opgave, som det offentlige sygehusvæsen bør tilbyde. Jeg kan i øvrigt henvise til besvarelsen af spørgsmål 116 (alm.del)"
Spørgsmål 113: "Ministeren bedes oplyse om DRG-taktsen på en religiøs omskæring af drengebørn." Svar: "DRG gruppen nr. 1206 ”Andre operationer på mandlige kønsorganer” som bl.a. omfatter omskæring, er i 2008 fastsat til 7.138 kr"
Spørgsmål 114: "Ministeren bedes oplyse antallet af religiøst betingede omskæringer på drenge, der er udført på offentlige sygehuse i 2006, 2007 og 2008 og hvor mange henvendelser, der har været i forbindelse med komplikationer i forbindelse med omskæringen, uanset om denne har fundet sted i det offentlige eller er sket på anden måde." Svar: "Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen:
”På offentlige sygehuse er der ifølge Sundhedsstyrelsens registreringer foretaget følgende antal rituelle omskæringer: 2006:20 2007:17 2008: 5* * 1.halvår af 2008. Langt de fleste rituelle omskæringer i Danmark foregår uden for de offentlige sygehuse, enten hos privat praktiserende speciallæger eller i hjemmet. Disse omskæringer bliver ikke registreret hos Sundhedsstyrelsen. Der findes ikke en selvstændig registrering af, hvor mange henvendelser de offentlige sygehuse får i forbindelse med komplikationer efter omskæringer. Sundhedsstyrelsen forstår anden del af spørgsmålet således, at der menes henvendelser til Tilsyn i Sundhedsstyrelsen i forbindelse med komplikationer ved rituel omskæring. Sundhedsstyrelsen kan til dette oplyse, at der ikke føres en egentlig registrering over disse henvendelser. De fleste henvendelser er kommet fra sygehuspersonale i forbindelse med, at et barn er blevet bragt til behandling på sygehuset efter omskæring i hjemmet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at sundhedspersonale ikke har pligt til at rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen i sådanne situationer. Sundhedsstyrelsen har i perioden 2007-2008 modtaget henvendelser om omskæringer af 10 drengebørn. Årsagen til henvendelserne har bl.a. været, at der var mistanke om, at børnene ikke blev tilstrækkeligt smertebehandlet i forbindelse med indgrebet og i perioden efter, mistanke om infektion eller at der var blevet anvendt en ikke ankerkendt teknik ved operationen.”

Jeg har desuden indhentet en udtalelse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som oplyser, at nævnet ikke foretager registrering af, om en klage over en omskæring vedrører en religiøst eller medicinsk indiceret omskæring.
Jeg kan henholde mig til udtalelserne fra henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet og i øvrigt henvise til besvarelsen af spørgsmål 115. "
Spørgsmål 115: "I Patientklagenævnets årsberetning for 2005 er der i kap. 10 en gennemgang af 7 klager over ukorrekt omskæring af drengebørn. Ministeren bedes oplyse, hvor mange klager der har været i 2006 og 2007." Svar: "Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvortil jeg kan henholde mig:
”Patientklagenævnet afgjorde i 2006 5 sager vedrørende omskæring af drenge. I 2007 traf nævnet afgørelse i 1 sådan sag.” "
Spørgsmål 116: "Ministeren bedes oplyse om det er strafbart i henhold til sundhedsloven at udføre omskæring af drengebørn under private forhold, der ikke er godkendt til operative indgreb, og om der findes eksempler på, at der er rejst sager herom." Svar: "Jeg har indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig:
”Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at hverken omskæring eller spørgsmålet om, hvor omskæring må finde sted er reguleret i sundhedsloven. Hvis en læge vælger at foretage omskæring af et drengebarn, skal stedet for omskæringen således ikke godkendes. Sundhedsstyrelsen har i vejledning nr. 9267 af 23. maj 2005 om omskæring af drenge præciseret, at den læge, som har ansvaret for indgrebet, skal sikre sig, at almindelig god faglig standard vedrørende kirurgisk hygiejne overholdes, herunder at operationsområdet vaskes sterilt, afdækkes og at der anvendes sterile instrumenter. Desuden er det præciseret i vejledningen, at alle børn, der omskæres, skal sikres den nødvendige, tilstrækkelige og tidssvarende smertelindring, som indgrebet og perioden efter indgrebet kræver.” "