Politikere forlanger kontrol med omskæringer



20. jul. 2012 KL. 09.22, Politiken

Er der en læge tilstede? Det skal myndighederne kunne svare klart på. OMSKæRING. Folketingets sundhedsudvalg har sendt en forespørgsel til sundhedsminister Astrid Krag (SF) for at finde ud af, om der er ''tilstrækkeligt sundhedsfagligt tilsyn'' ved de religiøse omskæringer. -- Kasper Iversen

Over en bred politisk kam er der både forbløffelse og forargelse at spore, efter at det er kommet frem, at sundhedsmyndighederne ikke fører tilsyn med omskæringen af drengebørn.

''Det er meget overraskende, for der skulle jo gerne være tilsyn med alle sundhedsmæssige opgaver'', siger Socialdemokraternes Karen Klint.

Hun har via Folketingets sundhedsudvalg netop sendt en forespørgsel til sundhedsminister Astrid Krag (SF) for at finde ud af, om der er ''tilstrækkeligt sundhedsfagligt tilsyn'' ved de religiøse omskæringer.

V: Ministeren må komme på banen

Også hos Venstre kommer den manglende kontrol bag på sundhedsordfører Sophie Løhde.

''Jeg finder det specielt underligt, fordi Sundhedsstyrelsen fører jo tilsyn med mange ting i dagens Danmark. Og nogle gange også med lidt for mange petitesser, vil flere hospitalsafdelinger nok mene. Derfor er det opsigtsvækkende, at man i forhold til det her område overhovedet ikke har overblik over, hvor vidt der er en lægefaglig person tilstede'', siger hun.

''Og jeg har en naturlig forventning om, at styrelsen og dermed ministeren kommer på banen og kommer med et bud på, hvordan man kan sikre, at man lever op til gældende lovgivning'', lyder det fra Sophie Løhde.

''Under al kritik''

Ifølge Sundhedsstyrelsens regler skal der altid være en læge til stede, når der foretages omskæringer af små drenge. Men hvorvidt den regel altid overholdes, er myndighederne i virkeligheden slet ikke klar over. Der føres nemlig ingen kontrol med de rabbinere, som typisk foretager omskæringen af jødiske drenge.

Benedikte Kiær, der er de konservatives sundhedsordfører, betragter den fraværende kontrol som ''meget bekymrende'':

''For der er jo en årsag til, at man mener, der skal være en læge tilstede. Og jeg har da helt klart en forventning om, at man sørger for, at der er kontrol med det'', siger Benedikte Kiær.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, synes, manglen på kontrol er ''under al kritik''.

''Der skal være noget kontrol. Om det skal ske ved stikprøver eller krav om, at det skal udføres af en læge, det må vi undersøge'', siger hun.

EL: Omskæringer kræver særlig fokus

Hos Enhedslisten er bekymringen især stor, fordi omskæringerne sjældent foretages af læger.

''Det bør da være et område, man har fokus på, når der netop er en tradition for, at det ikke er sundhedsfagligt personale, der udfører de her kirurgiske indgreb. For det har man jo ellers ikke andre steder'', siger partiets sundhedsordfører, Stine Brix.

Camilla Hersom, sundhedsordfører hos de radikale, mener, at myndighederne har noget at følge op på.

''Det er klart, at hvis der er et krav om, at der skal være en læge tilstede, så skal man også helst kunne være sikker på, at der er en læge tilstede'', siger hun.