logo logologo logologo logologo logologo logologo logologo logologo

   2019

Marts 29, 2019 - Ny vejledning til indberetning af omskæringer udført uden for et behandlingssted - "køkkenbordsomskæringer"

Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet en ny vejledning til lægers indberetning til det særlige register for omskæringer udført uden for et behandlingssted. Den afløser den tidligere vejledning, der blev hastefremstillet i slutningen af 2016, kort tid før den nye indberetningspligt for omskæringer uden for behandlingssteder trådte i kraft den 1.januar 2017. Den nye indberetning har vist sig, i praksis indtil nu, at registrere de jødiske omskæringer der udføres i regi af Det Jødiske Samfund. Der har været en del fejlindberetninger under den gamle vejledning, af omskæringer der reelt var udført på en klinik, som om de var udført uden for et behandlingssted. Fejlregistreringerne er, eller er i proces med at blive overført til Landspatientregisteret. Med den nye vejledning, og bedre fokus på forholdet hos Sundhedsdatastyrelsen, bør dette problem nu være historie.



Marts 29, 2019 - "ENDELIG" OPGØRELSE AF ANMELDELSER AF OMSKÆRING PÅ BEHANDLINGSSTEDER I 2018

For hele operationsåret 2018 er der nu blevet anmeldt mindst 799 omskæringer af drenge fra behandlingssteder i Danmark.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, opgjort pr. 10.marts 2019. Opgørelsen må på dette tidspunkt anses for at være så godt som komplet og dækkende for omfanget af anmeldelser for 2018. De ialt 799 anmeldelser er kommet fra seks private og et offentligt behandlingssted.




Juni 27, 2019: Nick Hækkerup (S) afløser Søren Pape (K) som justitsminister
Juni 27, 2019: Magnus Heunicke (S) afløser Ellen Trane Nørby (V) som sundhedsminister



November 8, 2019 - Omfanget af jødiske omskæringer i Danmark 2014-2019

Opgørelse viser, for de seneste tre år 2017, 2018 og 2019, anmeldte hhv 8, 6 og 4 jødiske omskæringer om året.

Jødiske omskæringer, dvs. omskæringer i regi af Det Jødiske Samfund i Danmark, er karakteriseret ved at blive udført uden for et behandlingssted, af en medhjælp, under ansvar af en tilstedeværende læge, som en del af Brit Milah, ritualet beskrevet i Talmud. Først fra 1.januar 2014 blev der gjort forsøg på at registrere disse omskæringer.

I løbet af hele året 2014, og i en del af 2015 opsamledes der data til et Særligt Register, bl.a. også om omskæringer udført uden for et behandlingssted. Registeret blev senere slettet, da der viste sig ikke at være lovhjemmel til at pålægge ikke-praktiserende læger indberetningspligt. Datastyrelsens accept af indsamling af data nåede aldrig at foreligge, så data var ulovligt indsamlede og blev slettet. Circumwatch nåede at få adgang til aggregerede data for året 2014, hvoriblandt der ses 4 omskæringer udført af en medhjælp under ansvar af en tilstedeværende læge. Vi mener disse repræsenterer omfanget af anmeldte jødiske omskæringer i 2014. Antallet for 2015 og 2016 er ukendt: indsamlede data for 2015 blev slettet, og i 2016 var der ingen indsamling af data.

Fra den 1.januar 2017 trådte imidlertid en ny indberetningspligt i kraft. Man havde fået sundhedsloven ændret, så der nu var lovhjemmel til at pålægge alle autoriserede sundhedspersoner indberetningspligt om deres aktiviteter, og ikke kun praktiserende sundhedspersoner. Bekendtgørelsen om klinikkernes indberetningspligt var blevet opdateret og udvidet med et afsnit om "anmeldelse af mandlig omskæring uden for et behandlingsted". Teknisk var der tale om det samme "Særlige Register", som man forsøgte sig med i perioden 2014-2015, og datateknisk lå data i tabellen separat fra data i det almindelige Landspatientregister. Men man havde nu gjort det formelt til "en del af Landspatientregisteret". Det særlige register kunne derfor praktisk 'skydes ind' under Datatilsynets generelle godkendelse af Landspatientregisteret, som også blev opdateret. Indsamlingen af data om de jødiske omskæringer har således kørt lovformeligt siden 1.januar 2017.

Sundhedsdatastyrelsen har venligt stillet en ny opgørelse fra det Nye Særlige Register i Landspatientregisteret til rådighed for Circumwatch, omfattende data for hele perioden fra indberetningen trådte i kraft 1.januar 2017, og indtil opgørelses-datoen den 8.november 2019. Vi mener disse data tæt, hvis ikke fuldstændigt, repræsenterer omfanget af anmeldte jødiske omskæringer i 2017, 2018 og i 2019 indtil opgørelsesdatoen. For de tre år i perioden er der hidtil anmeldt hhv 8, 6 og 4 jødiske omskæringer om året. Data ses samlet på grafikken, der er baseret på oplysningerne fra Sundhedsdatastyrelsen.

===> Nyeste